Sexraadgiving.dk

Foredrag

Mine foredrag er fyldt med humor, fakta og masser af anbefalinger og råd, som du kan tage med hjem og implementere med det samme. Samtidig kan jeg lide at inddrage mit publikum i et pingpong, så vær forberedt på jeg stiller spørgsmål og “rusker” lidt i dig.

Jeg kommer gerne ud og holder foredrag for jer, hvad enten I er en forening, en klub, en skole eller for dig som privatperson, der gerne vil kræse lidt ekstra for dine skønne gæster og give dem en god underholdende aften med stof til eftertanke. Jeg skræddersyer foredrag til de enkelte målgrupper og i forhold til det emne, I og du finder interessant. Nedenfor kan du se, hvilke foredrag jeg allerede har på mit repertoire og som jeg efterhånden har holdt for flere forskellige grupper.

Ring til mig for en uforpligtende snak, så finder vi ud af hvad der bedst giver mening for dig.

“Lad os hylde seksualiteten efter de 60”
Hvornår bliver man betragtet som ældre af samfundet? Hvilke tanker og ord bliver der koblet på os når vi bliver ældre i forhold til kærlighed, følelser, sex og erotik? Hvorfor er det stadig så tabubelagt at tale om sex og erotik når man nærmer sig de 60? Mange tror, at sexlivet stopper, når vi bliver ældre – eller at det helt sikkert er slut med alt det sjove når vi bliver gamle! Det er en stor misforståelse! Seksualiteten har vi med os hele livet, og den udvikler sig i takt med at vi udvikler os.
Det er seksualiteten, der får os til at søge efter kærlighed, hjertevarme og intimitet.

Et aktivt sexliv har positiv indvirkning på vores mentale og fysiske trivsel og helbred – uanset om vi er 40, 60 eller 90 år. At have et sexliv når man kommer op i årene er ikke nødvendigvis og udelukkende forbundet med regelmæssigt samleje. Det omfatter også hyppigere berøringer, kærtegn, kys, leg med hinandens kroppe og kønsdele, seksuelle fantasier, ømhed og nærvær.
Jeg vil i mit foredrag komme ind på fakta og myter forbundet med ældre og seksualitet. Derudover vil jeg fortælle om, hvordan alder, livsomstændigheder og kultur kan påvirke et menneskes seksualitet både mentalt og fysisk. Ikke mindst kommer jeg ind på hvordan man bevarer en dejlig og levende seksualitet – alene eller med partner.

“Få gnisten og sexlysten tilbage”
Hvad er sexlysten for en størrelse og hvordan kan det være, at den svinger så meget? Bedst som vi tror vi har styr på vores sexliv og den måde vi er sammen med vores elskede på, kan gnisten og sexlysten pludselig tage en drejning. Den kan dale eller forsvinde helt. Vi stiller os selv spørgsmålene: “Hvad er der galt med mig?” “Hvad er der galt med os?” “Er det slut nu?” “Har han eller hun fundet en anden?” “Skal jeg selv finde en anden?”

Hele livet påvirkes og ændres vores identitet og selvbillede – og det spiller indflydelse på vores seksualitet, gnist og sexlyst. Job, fysik, psyke, overgange, samliv, følelser og meget mere kan skubbe til vores sexlyst i negativ retning, men det vigtigste at huske på er: Det er normalt! Ingen går gennem livet uden fra tid til anden at have et dårligt sexliv.

Men gnisten og lysten kan sagtens vindes tilbage – hvis man selv gør en indsats og tager ansvar.
Jeg kommer i mit foredrag ind på hvilke kropslige faktorer der er i spil, når vores lyst tændes og hvad de overordnede forskelle er på mandens og kvindens tænding. Derudover vil du få et større indblik i, hvad du konkret kan gøre for at skabe en større bevidsthed om din egen gnist og sexlyst og ikke mindst gode fif til hvordan du kan udleve den seksualitet, du tænker på og drømmer om.

“Job, kærlighed og sex – hvorfor er det så svært at finde balancen?”
Med udgangspunkt i mit eget liv som karrierekvinde, mor og kæreste til forskellige mænd gennem livet fortæller jeg om den svære balancegang det er at have et sjovt arbejdsliv og stadig bringe saft og kraft med tilbage til parforholdet, kærligheden og sexlivet.

Min mission med foredraget er at vise, at selvom livet VIL byde på udfordringer og pres, ER det muligt at opnå balance mellem arbejde, kærlighed og sjov. Men vi har selv ansvaret for at skabe den balance.

Inderst inde ved vi godt, hvad vi har lyst til og hvad der gør livet dejligt at leve for os hver især. Men tit kommer vi til at drøne ud ad en vej, vi tror der er den rigtige og den vigtige, fordi det har vi set mor og far gøre i vores tidlige år – eller det er det vi tror, samfundet omkring os forventer af os, det vi bør og skal og som ikke er os overhovedet. Svaret er, at balancen findes i et skønt samspil mellem hjerte og bevidstheden.

I slutningen af foredraget giver jeg nogle forslag til, hvordan man kan holde fast i sig selv, også når der til tider er knald på, og stadig have det sjovt på arbejde og i kærligheden. For vi ved jo ikke, hvor længe vi har livet.

EnglishDanish